Mine mærkesager

  • Vi skal have alle børn og unge med 
  • Vi skal have styr på økonomien 
  • Vi skal frisætte og forenkle 
  • Vi skal have et stærkere erhvervsliv

Vi skal have alle børn og unge med - Hver og En

De seneste år er hver femte elev i vores folkeskoler gået ud uden at kunne bestå dansk og matematik. Det er ikke godt nok – og det vil jeg lave om på. Alle børn og unge fortjener de bedste muligheder i livet. Det arbejde starter længe før, de sætter deres første fod i skolen. Derfor skal vi også styrke vores indsats for de mindste børn.


Vi skal have styr på økonomien

Der skal være sammenhæng mellem det, vi lover, og det borgerne oplever i hverdagen. Derfor skal vi prioritere ansvarligt og sikre en gennemsigtig økonomi, hvor vi bruger pengene klogt. En sund økonomi er fundamentet for, at velfærden også er der i morgen.

En sund økonomi er fundamentet for, at velfærden også er der i morgen.

Vi skal frisætte og forenkle

Vi skal gøre det nemmere at være borger, medarbejder, forening og virksomhed i vores kommune. Det kræver, at vi frisætter og forenkler – så vi får mindre bøvl og mere tid til det, der faktisk gør en forskel. Det handler om at skabe en kommune med en klar retning, hvor fagligheden får plads, og hvor gode løsninger ikke drukner i regler og kontrol.

De kommende år skal kommunerne føre en række reformer ud i livet. Det gælder fx den nye ældrelov. Målet med loven er at skabe en mere sammenhængende og værdig ældrepleje, hvor den enkelte borger bliver mødt med respekt og medbestemmelse. Ældreplejen skal tage udgangspunkt i det, den enkelte har brug for – ikke i rigide regler eller standardløsninger. Derfor ser vi det som en styrke, at kommunerne får mere frihed til selv at finde de løsninger, der passer lokalt. Vi tror nemlig på, at dem, der er tættest på borgerne, også er dem, der bedst ved, hvad der virker. Samtidig er det vigtigt, at reformerne bliver rullet ud i tæt samarbejde med medarbejdere og ledelse, så de bliver en hjælp – ikke en ekstra byrde.

Vi skal have et stærkere erhvervsliv

Femern Bælt-forbindelsen bringer os tættere på millioner af mennesker og åbner nye muligheder for vores område. Men vi skal gribe dem. Vi skal være mere end et sted, man kører forbi – eller holder ferie et par dage. Vi skal være et sted, man vælger at bosætte sig. Det kræver, at vi kan tilbyde forskellige jobmuligheder – for både faglærte, professionsuddannede og akademikere. Det kræver et erhvervsliv i vækst, og det kræver, at vi står klar med de rette rammer og den nødvendige arbejdskraft.

Hvorfor Venstre?

Jeg har valgt at engagere mig i Venstre, fordi jeg tror på ansvar, respekt for fællesskabet og frihed. For mig handler politik om at turde at forandre og tilpasse, når virkeligheden kræver det. Virkeligheden er under stor forandring både lokalt i Guldborgsund, hvor vi får færre unge og markant flere ældre - men også nationalt, hvor vi står i en ny verdensorden og skal værne om vores frihed. 

Kommunalbestyrelsens vigtigste rolle er at sætte retning og sikre, at vi udvikler os. Så vi får alle børn og unge med, og så de mange flere ældre, vi får over de næste år, får en god alderdom. Samtidig har Guldborgsund i årevis kæmpet med urealistiske budgetter og budgetoverskridelser. Penge kan kun bruges én gang. Det ligger i Venstres DNA at tage det ansvar for økonomien, så vi både kan sætte retning, men også nå i mål.

Vi må ikke ende i et sted, hvor vi bare administrerer hverdagen. Men vi må heller ikke ende et sted, hvor visionerne bliver til det bare ingenting. Vi skal både sætte retning og nå i mål. Det kræver både vilje og økonomisk ansvarlighed – og det ansvar skal vi som politikere være klar til at tage. Det kræver i mine øjne et stærkere Venstre.

Et stærkere Venstre, der kan skabe sammenhæng mellem lokale beslutninger og de nationale rammer. . Lokallister taler ofte om frihed fra Christiansborg, men den frihed kan hurtigt blive en svaghed, hvis man ikke har føling med de beslutninger, der træffes nationalt. 

Venstre er for mig det parti, der formår at finde de rette balancer. Vi tænker i både-og – ikke enten-eller. Vi tror på, at udviklingen af vores lokalsamfund kræver et samspil mellem land og by, mellem en stærk og effektiv offentlig sektor og et dynamisk erhvervsliv. Vi ønsker gode, trygge daginstitutioner og skoler – men ser det også som en styrke, at familier har mulighed for at vælge private alternativer, hvis det passer bedre til deres behov. Den tilgang til politik – hvor man søger løsninger, der skaber værdi for borgerne - er helt afgørende for mig. Det handler om at tænke fremad, tænke i helheder og sikre, at vi bygger videre på det, der virker – i stedet for at afvikle det, vi burde udvikle.